INTERNATIONAL COUNCIL OF MUSEUMS
DANMARK
|
|
| Museumsetiske regler: |  |
|
De gældende museumsetiske regler I. PRÆAMBEL
II. INSTITUTIONEL ETIK
III. PROFESSIONEL ADFÆRD
ICOMs Museumsetiske Regler blev enstemmigt vedtaget af ICOMs 15. Generalforsamling i Buenos Aires, Argentina, den 4. november 1986. Reglerne giver en generel redegørelse for professionel etik, og overholdelsen af disse regler anses som minimumskrav for at kunne udøve gerningen som medlem af museumsprofessionen. Det vil i mange tilfælde være muligt at udbygge og styrke disse regler for at imødekomme særlige nationale eller specielle behov; hvilket ICOM ønsker at fremme. Kopi af sådanne tillæg til reglerne bør sendes til: Generalsekretæren for ICOM Referencer til museumsetik i ICOM-vedtægternes § 2.2,9.1(d), § 14.17(b), § 15.7(c), § 17.12(e) og § 18.7(d) skal henføres til nuværende regler.
1. DEFINITIONER 1.1. The International Council of Museums (ICOM) ICOM er defineret i sine vedtægters § 1.1 som "den internationale, ikke-statslige og faglige organisation for museer og museumsprofessionen, etableret til at fremme interesser for museologi og andre discipliner forbundet med museers drift og aktiviteter."
1.2. Museum Begrebet museum defineres i ICOM vedtægternes § 2.1 som: en non-profit, permanent institution med almennyttigt formål, der virker for samfundet og dets udvikling, er åben for offentligheden, og som forsker i, indsamler, bevarer, formidler og udstiller materielle vidnesbyrd om mennesket og dets omgivelser i studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed.
1.3. Museumsprofessionen ICOM definerer i vedtægternes § 2.2 medlemmer af museumsprofessionen som: Museumsprofessionen omfatter hele det personale på museer eller tilsvarende institutioner, således som disse er defineret i vedtægternes § 2.1 (og som de er beskrevet herover under § 1.2), der har modtaget en specialiseret teknisk eller videnskabelig uddannelse eller besidder en tilsvarende praktisk erfaring i et museumsrelevant område, samt enkeltpersoner, der er tilknyttet museer som ovenover defineret, enten i en professionel eller rådgivende egenskab, men som ikke promoverer eller handler med kommercielle produkter eller udstyr nødvendig for museer og deres drift og som respekterer ICOMs museumsetiske regler. 1.4. Ledelse Måden, hvorpå museerne ledes og kontrolleres mht. politik, økonomi, administration m.v. er meget forskellig fra land til land, og ofte fra museum til museum inden for samme land alt efter landets lovgivning og andre nationale eller institutionelle regler. For mange nationale museers vedkommende kan direktøren eller den faglige museumsleder være udnævnt af og direkte ansvarlig over for en minister eller et ministerium, medens de fleste lokalmuseer tilsvarende ledes og styres af den lokale myndighed. I mange andre tilfælde ledes og styres museet af et uafhængigt organ, det være sig en bestyrelse, en forening, et almennyttigt selskab, eventuelt endog en privatperson. I nærværende regler skal ordet "ledelse" forstås som den overordnede myndighed, der tager beslutninger om museets politik, økonomi og administration. Det kan være en minister, en embedsmand, et ministerium, en lokal myndighed, en bestyrelse, en forening, museets direktør eller en/t anden/t person eller organ. Direktørerne, museumsinspektørerne eller andre faglige museumsledere har ansvaret for, at museet plejes og ledes på tilfredsstillende måde.
2. GRUNDPRINCIPPER FOR MUSEUMSLEDELSE 2.1. Minimumsnormer for museer Museets ledelse eller anden kontrollerende myndighed har en etisk pligt til at opretholde og om muligt forbedre alle områder af museet, dets samlinger og tjenesteydelser. Specielt er det enhver ledelses ansvar at overvåge, at alle samlingerne er forsvarligt opbevaret, konserveret og dokumenteret. Minimumsnormerne for finansiering, lokaler, personale og tjenesteydelser varierer efter det enkelte museums størrelse og ansvarsområder. I nogle lande kan sådanne minimumsnormer være fastlagt ved lov eller cirkulære, i andre er reglerne om minimumsnormer fastlagt i forbindelse med en statsanerkendelse eller lignende ordninger. Hvor sådanne forskrifter ikke findes lokalt, kan de som regel indhentes hos de relevante nationale eller internationale organisationer og eksperter, enten direkte eller gennem den nationale ICOM-komité eller den relevante internationale ICOM-komité. 2.2. Vedtægter Ethvert museum bør have skriftlige vedtægter eller et andet dokument, hvoraf dets juridiske status og dets permanente almennyttige formål fremgår. Vedtægterne eller dokumentet skal være i overensstemmelse med de nationale love vedrørende museer, kulturarven og institutioner med almennyttigt formål. Ledelsen eller myndigheden for museet bør udarbejde og offentliggøre en klar erklæring om museets formål, hensigter og politik; heri bør også ledelsens rolle og sammensætning være angivet. 2.3. Økonomi Ledelsen har det overordnede økonomiske ansvar for museet samt ansvaret for at sikre og udbygge dets ressourcer: samlingerne og den dertil hørende dokumentation, bygningerne, installationerne og udstyret, de økonomiske ressourcer samt personalet. Ledelsen har pligt til at formulere og definere institutionens formål og politik samt til at påse, at museets ressourcer udnyttes til museumsformål på en passende og effektiv måde. Ledelsen bør regelmæssigt modtage tilstrækkelige offentlige eller private midler til, at det bliver muligt at udføre og udvikle museets arbejde. Et hensigtsmæssigt regnskabssystem bør anvendes og ajourføres i overensstemmelse med gældende lov og landets professionelle regnskabsnormer. 2.4. Bygninger og lokaler Styrelsen har en ganske særlig pligt til at sørge for passende bygninger/lokaler, således at samlingerne er betryggende anbragt sikkerheds- og bevaringsmæssigt. Bygningerne/lokalerne bør være sådan indrettet, at museet kan følge den fastlagte politik for sine grundlæggende funktioner: indsamling, forskning, forvaring, bevaring, undervisning, udstilling samt også lokaler til personalet, og de bygningsmæssige forhold bør følge gældende lovgivning om sikkerhed for offentlighed såvel som personale. Tilstrækkelig sikring bør opretholdes dag og nat året igennem mod risici som tyveri, brand, oversvømmelse, hærværk og vandalisme. Handicappedes behov bør så vidt muligt tilgodeses ved planlægningen og driften af bygninger og installationer. 2.5. Personale Ledelsen har en ganske særlig pligt til at sørge for, at museet råder over tilstrækkeligt talstærkt og kvalificeret personale til, at det kan leve op til sine forpligtelser. Størrelsen og arten af personale, hvad enten dette er lønnet eller ulønnet, permanent eller midlertidigt, afhænger af museets størrelse, af dets samlinger og forpligtelser. Dog bør museet sikres et rimeligt grundlag for at kunne leve op til sine forpligtelser i forbindelse med samlingernes pleje, adgangen for og betjeningen af offentligheden, forskningen og sikringen. Specielt vigtige forpligtelser har ledelsen ved udnævnelsen af museets direktør og, når der er tale om at afslutte dennes ansættelse, til at sikre at et sådant skridt kun tages i henhold til gældende forskrifter efter lovmæssige eller tilsvarende direktiver samt følgende museets fremgangsmåde, og at et sådant personaleskift foretages på en professionel og etisk måde og i overensstemmelse med, hvad der anses for at være museets bedste interesse snarere end som resultat af personlige eller ydre forhold og fordomme. Ledelsen bør ligeledes sikre sig, at de samme principper anvendes ved enhver ansættelse, forfremmelse, afskedigelse eller degradering af museumspersonale foretaget af direktøren eller enhver seniormedarbejder med personaleansvar. Ledelsen bør anerkende museumsprofessionens uensartede sammensætning og den brede vifte af specialiseringer denne omfatter i dag: konservatorer, videnskabelige medarbejdere, museumspædagoger, registratorer, edb-personale, vagtpersonale m.v. Ledelsen bør drage omsorg for, at museet udnytter disses specialviden overalt hvor det er nødvendigt, og at et sådant personale får fuld anerkendelse som professionelle medlemmer af staben i enhver henseende. Medlemmerne af museumsprofessionen bør have modtaget en passende akademisk, teknisk og faglig uddannelse for at kunne udfylde deres vigtige rolle for museets virke og beskyttelsen af kulturarven, og ledelsen bør anerkende nødvendigheden og værdien af et veluddannet og kvalificeret personale og tilbyde rimelige vilkår for undervisning og videreuddannelse, så en god og effektiv arbejdsstab kan opretholdes. Ledelsen bør aldrig påbyde et medlem af museets stab at handle på en sådan måde, at det rettelig kan siges at være i modstrid med bestemmelserne i nærværende museumsetiske regler eller i nogen national lov eller etisk kodeks. Museets direktør eller andet overordnet personale bør være direkte ansvarlig overfor, og have direkte adgang til, den ledelse, der har det endelige ansvar for samlingerne. 2.6. Museernes undervisnings- og samfundsmæssige rolle Et museum er pr. definition en institution, der skal tjene samfundet og dets udvikling, og det er almindeligvis åbent for publikum (selv når dette publikum er begrænset som ved stærkt specialiserede museer, fx visse universitets- eller medicinske museer). Museet bør udnytte alle muligheder for at udvikle sin rolle som undervisningskilde for alle befolkningslag eller for den specialiserede gruppe, museet skal tjene. Hvor museets program og forpligtelser forudsætter det, vil det være rimeligt at ansætte uddannet og kvalificeret museumspædagogisk personale. Museet har en vigtig pligt til at tiltrække et nyt og større publikum fra alle lag i samfundet, lokalområdet eller fra den gruppe, museet sigter mod at betjene, og det bør tilbyde såvel samfundet som helhed som specielle individer og grupper i samfundet aktivt at engagere sig i museet og at støtte dets mål og holdninger. 2.7. Adgang for offentligheden Den store offentlighed (eller for museer med en begrænset offentlig rolle: specialgruppen) bør have adgang til udstillingerne i et rimeligt antal timer og i regelmæssige perioder. Museet bør også i rimeligt omfang give publikum adgang til at træffe personalet, enten efter aftale eller gennem anden ordning, og publikum bør have fri adgang til oplysninger om samlingerne, dog under skyldig hensyntagen til nødvendige indskrænkninger i denne adgang af fortroligheds- eller sikringsmæssige årsager, jfr. § 7.3. nedenfor. 2.8. Udstillinger, særudstillinger og særaktiviteter Under forbehold af, at museets vigtigste opgave er at bevare det betydningsfulde materiale, hvoraf dets samlinger består, intakt, har museet pligt til at anvende sine samlinger til at skabe og udbrede ny viden gennem forskning, undervisning, permanente udstillinger, særudstillinger og andre særlige aktiviteter. Disse bør være i overensstemmelse med museets fastlagte politik og undervisningsformål og må hverken være til fare for samlingernes kvalitet eller bevaringstilstand. Museet bør tilstræbe sig for at sikre, at den oplysning, der gives i udstillingerne, er ærlig og objektiv, og at den ikke medvirker til at videregive fejl eller forudfattede meninger. 2.9. Firmastøtte og sponsorering I tilfælde, hvor museet anvender den fremgangsmåde at søge og modtage økonomisk eller anden støtte fra handels- eller industriforetagender eller fra anden side, må indholdet af den forbindelse, der indgås mellem museet og den pågældende sponsor, defineres nøje. Firmastøtte og sponsorering kan indebære etiske problemer, og det påhviler museet at sørge for, at dets formål og standard ikke forvrides gennem sådanne forbindelser. 2.10. Museumsbutikker og kommercielle aktiviteter Museets butikker og andre kommercielle aktiviteter samt enhver dermed forbunden PR-virksomhed må følge en klart defineret politik, må have relevans til samlingerne og museets overordnede målsætning for undervisningen, og de pågældende aktiviteter må ikke kompromittere samlingerne. Ved fremstilling og salg af kopier, reproduktioner eller andre handelsartikler produceret på grundlag af genstande i museets samlinger bør denne virksomhed i enhver henseende respektere museets hæderlighed og originalgenstandens iboende værd. Kopierne bør varigt mærkes, så man kan se, hvad disse genstande virkelig er, og de må være nøjagtigt udført og af høj kvalitet. Alle salgsartikler skal være salgsprisen værd og må være fremstillet i overensstemmelse med landets gældende lovgivning. 2.11. Lovmæssige forpligtelser Det er ledelsens ansvar at påse, at museet opfylder alle sine lovmæssige forpligtelser, hvad enten det drejer sig om national, regional eller lokal lovgivning eller om internationale love eller traktater, om lovbundne forpligtelser eller om betingelser vedrørende en hvilken som helst side af museets samlinger eller installationer.
3. ERHVERVELSER TIL MUSEUMSSAMLINGER 3.1. Indsamlingspolitik Ethvert museum bør vedtage og offentliggøre en skriftlig erklæring om dets indsamlingspolitik, som fra tid til anden, og mindst hvert femte år, tages op til revision. De erhvervede genstande bør have tilknytning til museets formål og aktiviteter og må være forsynet med et bevis for deres lovlige tilstedeværelse. Hvis der til en erhvervelse knytter sig betingelser eller indskrænkninger, må disse være klart beskrevet i et overdragelsesdokument el.lign. skriftstykke. Museerne bør ikke, undtagen i ganske særlige tilfælde, erhverve genstande, som de ikke kan formodes at være i stand til at registrere, bevare, magasinere eller udstille på forsvarlig vis. Erhvervelser, der falder uden for museets vedtagne akvisitionspolitik, bør kun ske i ganske særlige undtagelsestilfælde, og da kun efter at museets ledelse grundigt har undersøgt sagen, med skyldig hensyntagen til de pågældende genstande selv, til den nationale eller en anden kulturarv samt til andre museers specielle interesser. 3.2. Erhvervelse af ulovligt materiale Ulovlig handel med genstande til offentlige og private samlinger øger ødelæggelsen af historiske lokaliteter og af lokale etniske kulturer, befordrer tyverier på nationalt og internationalt plan, bringer truede plante- og dyrearter i fare og strider mod ånden i bestræbelserne for at beskytte de nationale og internationale kultur- og naturværdier. Museerne bør være opmærksomme på forbindelserne mellem salgsstedet og den primære, ofte ødelæggende anskaffelse af en genstand til det kommercielle marked, og de bør erkende, at det er højst uetisk for et museum på nogen måde, direkte eller indirekte, at støtte denne ulovlige handel. Erhvervelse af en genstand, hvad enten det er ved køb, gave, arv eller bytte, bør ikke foretages, uden at ledelsen og den ansvarlige medarbejder har sikret sig, at museet kan erholde lovlig adkomst til genstanden, samt i særdeleshed at den ikke er ulovligt erhvervet i eller udført fra oprindelseslandet og/eller et andet land (herunder også museets eget land), hvor den kan have været ejet lovligt. Hvad angår biologisk og geologisk materiale, bør et museum hverken direkte eller indirekte erhverve noget eksemplar, der er indsamlet, solgt eller på anden måde overdraget i modstrid med nogen national eller international naturbeskyttelseslov eller konvention i museets eget land eller i noget andet land, medmindre formelt samtykke er indhentet fra udenforstående juridiske eller statslige myndigheder. Hvad angår udgravet materiale, bør museet, foruden at følge retningslinjerne ovenfor, under ingen omstændigheder indkøbe genstande i tilfælde, hvor ledelsen eller den ansvarlige medarbejder har begrundet formodning til at antage, at tilvejebringelsen af disse genstande har forvoldt en nylig, forsætlig og uvidenskabelig ødelæggelse eller beskadigelse af historiske mindesmærker eller arkæologiske fundsteder, eller at stedets ejer eller beboer eller de påkommende juridiske eller statslige myndigheder ikke har været underrettet om fundet. Hvor det er rimeligt og muligt, bør de i de fire foregående afsnit omtalte retningslinjer også følges, når det skal afgøres, hvorvidt indlån til udstillinger eller andre formål bør accepteres. 3.3. Studier og indsamling i marken Museerne bør være banebrydende i kampen mod ødelæggelsen af verdens naturhistoriske, arkæologiske, etnografiske, historiske og kunstneriske værdier. Ethvert museum bør afstikke retningslinjer, inden for hvilke det kan virke i samklang med nationale og internationale love og konventioner og med sikkerhed for, at dets holdninger ikke afviger fra ånden i og hensigten med nationale og internationale bestræbelser for at værne og styrke kulturarven. Feltundersøgelser, indsamlinger og udgravninger indebærer både komplicerede og væsentlige etiske problemer for museumsmedarbejderne. Ingen plan for feltarbejde og -indsamling bør iværksættes uden forudgående forespørgsel hos, meddelelse til og samråd med de berørte myndigheder og alle interesserede museer eller universitetsorganer i det land eller den region, hvor arbejdet påtænkes udført, således at man kan forvisse sig om, at den planlagte aktivitet både er lovlig og berettiget fra et akademisk og videnskabeligt synspunkt. Ethvert feltarbejde skal udføres på en sådan måde, at alle deltagernes handlemåde ved erhvervelse af genstande og data er fuldt lovlig og ansvarlig, samt at de på enhver måde modvirker uetiske, ulovlige og ødelæggende handlinger. 3.4. Museumssamarbejde om indsamlingspolitik Ethvert museum bør erkende nødvendigheden af samarbejde og samråd mellem samtlige museer med lignende eller overlappende interesser og indsamlingspolitik. Museet bør forhandle med sådanne andre institutioner, både i de særlige tilfælde hvor der er mulighed for en interessekonflikt ved erhvervelser, og for at afgrænse specialiseringsområder i almindelighed. Museerne bør respektere grænserne for andre museers anerkendte indsamlingsområder, og de bør undgå at erhverve genstande med særlig lokal tilknytning eller af særlig lokal interesse fra et andet museums indsamlingsområde uden på forhånd at have meddelt dette museum sin hensigt. 3.5. Betingede erhvervelser og andre særlige forhold Gaver, arv og lån kan kun accepteres, hvis de stemmer overens med museets vedtagne indsamlings- og udstillingspolitik. Et museum kan være nødsaget til at afslå tilbud fremsat på særlige betingelser, dersom disse anses for at være i modstrid med museets og dets publikums interesser på langt sigt. 3.6. Indlån til museer Indlån af enkeltgenstande og af hele udstillinger såvel som produktion af udstillinger af lånt materiale kan have stor betydning for den opmærksomhed, der vies museet og dets tjenester, samt for kvaliteten af museet og dets tjenester. Imidlertid bør der tages hensyn til de i § 3.1. - 3.5. anførte etiske principper ved stillingtagen til tilbudte lån og låneudstillinger lige som ved accept eller afslag af genstande, der tilbydes de permanente udstillinger; lån bør ikke accepteres, og udstillinger bør ikke arrangeres, hvis de ikke har et virkeligt oplysende, videnskabeligt eller akademisk formål. 3.7. Interessekonflikter Museets indsamlingspolitik eller reglement bør indeholde en bestemmelse om, at ingen person involveret i museets planlægning eller drift, hvad enten det er som bestyrelsesmedlem, ledelsesrepræsentant eller medlem af personalet, må konkurrere med museet om genstande eller drage fordel af særlige oplysninger, vedkommende modtager i kraft af sin stilling. I enhver interessekonflikt om erhvervelse mellem museet og en sådan person bør museets interesser altid tilgodeses frem for individuelle interesser. Ethvert tilbud fra ledelsesrepræsentanter, personalemedlemmer eller disses familie eller nærmere omgangskreds om genstande til købs eller som fradragsberettiget gave bør ligeledes overvejes med den største omhu. 4. AFSTÅELSE AF SAMLINGER 4.1. Den almindelige opfattelse af samlingernes permanente status. Pr. definition er en af nøglefunktionerne for næsten enhver form for museum at erhverve genstande og bevare dem for eftertiden. Der må derfor altid være en stærk formodning om, at et museum ikke afgiver erhvervede genstande. Afgivelse under enhver form, det være sig ved gave, bytte, salg eller kassation, må ske efter bedømmelse på højt museumsfagligt niveau og bør kun godkendes af ledelsen, efter at sagen er blevet grundigt belyst af eksperter og jurister. Særlige hensyn kan gøre sig gældende med hensyn til visse specialiserede institutioner, fx "levende museer", "arbejdende museer", visse museer med rent undervisningsmæssige formål eller med særligt pædagogisk sigte, og endvidere de museer og institutioner, der fremviser levende eksemplarer: botaniske og zoologiske haver og akvarier; disse kan antage, at deres samlinger i hvert fald delvis må betragtes som erstattelige og udskiftelige. Dog er der selv her en klar etisk pligt til at sikre sig, at institutionens virke ikke på længere sigt udgør en trussel for overlevelsen af de arter, hvortil de udforskede, udstillede eller anvendte eksemplarer hører. 4.2. Juridisk og anden ret til afståelse Lovgivningen om beskyttelse og bevaring af museumssamlinger samt om museernes ret til at afstå genstande fra deres samlinger varierer stærkt fra land til land, og ofte fra museum til museum i samme land. I nogle tilfælde er afståelse ikke tilladt, undtagen hvor genstande er stærkt medtagne ved naturlig eller hændelig beskadigelse. I andre tilfælde indeholder lovgivningen ingen udtrykkelige indskrænkninger i adgangen til afståelse. Når et museum har juridisk ret til at foretage afståelser, eller når det har erhvervet genstande på betingelse af afståelse, bør afståelseshandlingerne foregå i fuld overensstemmelse med de ifølge lovgivningen eller på anden vis påbudte fremgangsmåder. Selv når et museum har juridisk ret til at afstå genstande, har det ikke altid frie hænder til at afgive erhvervede genstande: ved tilskud udefra (fx offentlige eller private tilskud, gaver fra museets venneforening eller fra privatpersoner) kræver enhver afståelse normalt, at alle parter, der bidrog til finansieringen af indkøbet, giver samtykke dertil. Hvis erhvervelsen oprindeligt var belagt med bindende forbehold, bør disse respekteres, medmindre det klart fremgår, at dette er umuligt eller skadeligt for institutionen. Men selv da kan museet kun frigøre sig for sådanne forbehold gennem en juridisk procedure. 4.3. Afståelsespolitik og -fremgangsmåde Når et museum har juridisk ret til at afstå en genstand, bør beslutningen om salg eller afståelse af materiale fra samlingerne kun tages efter nøje overvejelse, og genstanden bør først tilbydes andre museer i bytte, som gave eller til købs, forinden det overvejes at sælge den på auktion eller afhænde den på anden vis. Beslutningen om at skille sig af med en genstand eller et kunstværk ved bytte, salg eller kassation (hvor en genstand er for beskadiget eller forringet til at kunne restaureres) må tages af museets ledelse og ikke af inspektøren for det pågældende område på egen hånd. En udførlig redegørelse bør foreligge om alle sådanne beslutninger og de involverede genstande, og alle oplysninger vedrørende den pågældende genstand bør opbevares og/eller overdrages, om muligt med fotodokumentation. Hverken personalemedlemmer, ledelsesrepræsentanter eller medlemmer af disses familier eller nære omgangskreds kan nogensinde få tilladelse til at købe genstande, der er udskilt fra en samling. Heller aldrig kan det tillades sådanne personer på nogensomhelst måde, ikke engang temporært, at erhverve genstande hidrørende fra en museumssamling til nogen privatsamling eller til nogen form for privat anvendelse. 4.4. Tilbageføring af kulturel ejendom Dersom et museum kommer i besiddelse af en genstand, som kan bevises at være udført eller på anden måde overdraget i modstrid med principperne i Unesco-konventionen vedrørende midler til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og salg af kulturel ejendom (1970), og oprindelseslandet forlanger genstanden tilbageført og fører bevis for, at den tilhører nationens kulturarv, bør museet, hvis det har lovlig mulighed derfor, tage skridt til at medvirke til genstandens tilbageføring til oprindelseslandet. Ved anmodninger om tilbageføring af kulturel ejendom til oprindelseslandet bør museerne være indstillet på at indlede åbenhjertige forhandlinger udfra videnskabelige og faglige principper (fremfor at føre sagen på regeringsplan eller ad politisk vej). Mulighederne bør undersøges for oprettelse af to- eller flersidede samarbejdsprojekter med henblik på at bistå museer i lande, der antages at have mistet betydelige dele af deres kulturarv, til at opnå en tilstrækkelig udvikling af museerne og deres ressourcer. Museerne bør ligeledes fuldt ud respektere "Konventionen til beskyttelse af kulturel ejendom i tilfælde af væbnet konflikt" (Haag-konventionen 1954), og de bør til støtte for denne konvention især afholde sig fra at købe, erhverve eller på nogen måde modtage kulturgenstande fra et besat land, da disse i de fleste tilfælde er blevet ulovligt fjernet eller udført. 4.5. Indtægter fra afståelse af samlinger Beløb, ledelsen modtager for afståelse af genstande eller kunstværker, bør udelukkende anvendes til nyerhvervelser til museets samlinger.
5. ALMINDELIGE PRINCIPPER 5.1. Etiske krav til medlemmer af museumsprofessionen Ansættelse på et museum, hvad enten dette er i offentligt eller privat eje, er et offentligt hverv med stort ansvar. Overalt i deres virke må museumsmedarbejderne handle redeligt i overensstemmelse med de strengeste etiske principper og med den højeste grad af uhildethed. Det at tilhøre en profession medfører både rettigheder og pligter. Selv om adfærden hos en professions udøvere normalt er underlagt de grundregler for moralsk opførsel, der er almene for omgang mellem mennesker, indebærer ethvert fag både normer og særlige pligter, ansvar og muligheder, som kan gøre det nødvendigt at nedfælde nogle vejledende principper. Museumsmedarbejderen bør indskærpe sig to af disse principper: for det første, at museerne repræsenterer et offentligt ansvar, hvis værdi for samfundet står i direkte forhold til kvaliteten af ydede tjenester, og for det andet, at intellektuelle evner og professionel viden ikke er tilstrækkelige i sig selv, men bør være ledet af en høj standard af etisk adfærd. Museets direktør og museumsfaglige medarbejdere skylder først og fremmest deres museum troskab på det professionelle og akademiske plan og bør til enhver tid handle i overensstemmelse med museets vedtagne politik. Direktøren eller museumslederen bør kende og om nødvendigt påminde museets øverste ledelse om ICOMs museumsetiske regler samt enhver anden national eller regional kodeks eller erklæring om museumsetik, og insistere på, at ledelsen retter sig herefter. Medlemmerne af museumsprofessionen bør ligeledes fuldt ud rette sig efter ICOMs regler samt enhver anden kodeks eller erklæring om museumsetik, når de bemyndiges til at optræde i en ledelsesfunktion. 5.2. Personlig adfærd Loyalitet mod kolleger og museet, hvor man er ansat, er et vigtigt professionelt ansvar, men endnu vigtigere er loyalitet mod de grundlæggende etiske principper og museumsprofessionen som helhed. Ansøgere til enhver museumsfaglig stilling bør åbent og i fortrolighed fortælle alt, hvad der kan have betydning for overvejelsen af deres kandidatur, og hvis de ansættes, bør de anerkende, at museumsarbejde i reglen betragtes som et fuldtidshverv. Selv når ansættelsesbetingelserne ikke forbyder ansættelse uden for museet eller forretningsinteresser, bør direktøren og det overordnede personale ikke tage andet betalt arbejde eller tage mod hverv uden formel tilladelse fra museets øverste ledelse. Det museumsfaglige personale, og i særdeleshed direktøren, bør nøje overveje museets aktuelle behov, forinden en afskedsbegæring indgives. Har den museumsfagligt ansatte nylig overtaget en stilling, bør vedkommende nøje overveje sine faglige forpligtelser i forhold til denne stillings indhold, før en anden stilling søges. 5.3. Privatinteresser Selvom ethvert fags medlemmer har ret til en vis personlig frihed under det ansvar, de har i kraft af deres fag og status som medarbejdere, kan museumsfagets udøveres private forretninger eller faglige interesser i offentlighedens øjne ikke være fuldstændig adskilt fra institutionen eller fra den officielle tilknytning, de pågældende har, trods enhver påstand om, at dette ikke skulle være tilfældet. Enhver museumsrelateret handling, en person udfører, kan falde tilbage på eller tilskrives institutionen. Den museumsansatte bør derfor overveje ikke alene sine sande bevæggrunde og interesser, men også hvordan sådanne handlinger kan tolkes af udenforstående. Museumsansatte og deres nærmeste må ikke tage imod gaver, tjenester, lån eller andre begunstigelser eller værdigenstande, som kunne blive dem tilbudt i forbindelse med deres tjenstlige arbejde (se endvidere § 8.4. i det følgende).
6. PERSONLIGT ANSVAR OVER FOR SAMLINGERNE 6.1. Erhvervelser til museumssamlinger Direktøren og det museumsfaglige personale bør gøre alt for at sikre sig, at museets ledelse godkender en skriftlig nedfældet indsamlingspolitik, som tages op til revision med regelmæssige mellemrum. Disse således af ledelsen vedtagne og ajourførte retningslinjer bør være grundlaget for alle faglige beslutninger og indstillinger om erhvervelser. Forhandlingerne om erhvervelse af genstande fra medlemmer af offentligheden må føres med fuld hæderlighed over for sælgeren eller giveren. Ingen genstand må med forsæt fejlbestemmes eller -vurderes til fordel for museet og til skade for giveren, ejeren eller tidligere ejere, i den hensigt at erhverve den til museets samlinger. Ejheller må nogen genstand modtages eller beholdes som lån med henblik på uretmæssig indlemmelse i museets samlinger. 6.2. Samlingernes varetagelse Det er et vigtigt fagligt ansvar at påse, at alle genstande, der modtages midlertidigt eller permanent af museet, er korrekt og udførligt dokumenteret, for at lette proveniensbestemmelsen, identifikationen samt vurderingen af tilstanden og behandlingen. Alle genstande, der indgår i museet, bør gives forsvarlig konservering, beskyttelse og opbevaring. Stor omhu bør lægges i at sørge for den bedst mulige sikring mod tyveri i udstillings-, arbejds- og magasinarealerne, mod beskadigelser under museumsarbejdet samt mod skade og tyveri under transport. Hvor det er national eller lokal sædvane at tegne forsikring i kommercielle selskaber, bør medarbejderne sørge for tilstrækkelig risikodækning, især ved transport af genstande, lån af genstande og ved genstande, som museet ikke ejer, men som det midlertidigt har ansvaret for. Museumsfagets medlemmer bør ikke delegere vigtigt museumsfagligt ansvar til personer, som mangler den fornødne kunnen og indsigt, eller til praktikanter eller volontører, dersom de ikke er under tilstrækkeligt opsyn, når de får lov til at assistere ved samlingernes varetagelse. Man har ligeledes en klar pligt til at rådspørge fagkolleger i og uden for museet, når et museum eller en museumsafdeling ikke råder over tilstrækkelig ekspertise til at sikre, at genstandene i samlingerne bliver forsvarligt behandlet. 6.3. Konservering og restaurering af samlingerne Det er en vigtig etisk forpligtelse for ethvert medlem af museumsprofessionen at sikre korrekt behandling og konservering af såvel de eksisterende samlinger som nyerhvervelser, for hvilke medlemmet og institutionen er ansvarlige, og at sikre at samlingerne, i det omfang det er muligt, og med den viden og de midler der er til rådighed, kan gå videre til fremtidige slægtled i så god og sikker bevaringstilstand som muligt. I bestræbelserne for at nå dette høje ideal bør opmærksomheden ganske særligt rettes mod den voksende fond af viden om forebyggende konserveringsmetoder og -teknikker, herunder tilvejebringelsen af et passende beskyttet miljø til undgåelse af kendte naturlige og påførte årsager til nedbrydningen af museumsgenstande og kunstværker. Det er ofte vanskeligt at beslutte, i hvilken udstrækning det i visse tilfælde under de specielle omstændigheder er etisk forsvarligt at erstatte eller restaurere tabte eller beskadigede dele af en genstand eller et kunstværk. Sådanne beslutninger stiller krav til samarbejdet mellem alle, der har ansvar for genstanden, indbefattet den faglige inspektør og konservatoren, og bør ikke tages ensidigt. De etiske problemer, der knytter sig til mange typer af konserverings- og restaureringsarbejde, udgør i sig selv et stort studieområde. Alle med særligt ansvar på dette område, det være sig museumsledere, -inspektører eller konservatorer, har et stort ansvar for at sikre sig, at de er bekendt med disse etiske problemer og med de relevante faglige synspunkter, således som de detaljeret kommer til udtryk i etiske erklæringer og regler formuleret af konservatorstanden. (*) (*) ["The Conservator-Restorer: A Definition of the Profession". ICOM News, Vol.39, no. 1 (1986), pp. 5-6]. 6.4. Dokumentation af samlingerne Korrekt indføring og dokumentering af såvel nyerhvervelser som eksisterende samlinger efter hensigtsmæssige normer og museets egne regler og tradition er et særdeles vigtigt fagligt ansvar. Det er specielt vigtigt, at denne dokumentering indeholder oplysninger om hver enkelt genstands proveniens og redegør for, hvorledes den er indgået i museet. Disse genstandsdata bør desuden opbevares i sikre omgivelser, og passende systemer med let adgang til oplysningerne bør være tilgængelige for både personalet og andre berettigede brugere. 6.5. Udskillelse fra samlingerne Ingen genstand fra et museums samlinger bør udskilles, uden at dette sker i henhold til de etiske principper sammenfattet under Institutionel Etik i disse reglers § 4.1. til 4.4., samt i henhold til det pågældende museums detaljerede regler og praksis. 6.6. Levende dyrs velbefindende Hvor museer og dermed beslægtede institutioner har bestande af levende dyr med henblik på udstilling eller forskning, bør disse levende væsners sundhed og velbefindende være en vigtig etisk forpligtelse. Det er nødvendigt, at en dyrlæge kan give vejledning og regelmæssigt undersøger dyrene og deres leveforhold. Museet bør udarbejde sikkerhedsregler til beskyttelse af personalet og de besøgende; disse regler må være godkendt af en veterinærvidenskabelig ekspert og må følges af hele personalet indtil mindste detalje. 6.7. Humant materiale og genstande med rituel betydning Hvor et museum har og/eller udbygger samlinger af humant materiale eller sakrale genstande, bør disse forvares sikkert og vedligeholdes omhyggeligt som dokumentationssamlinger i videnskabelige institutioner. De bør altid være tilgængelige for berettigede forskere og undervisere, men ikke for at tilfredsstille en makaber nysgerrighed. Forskningen såvel som opbevaringen og pasningen af disse genstande må ske på en måde, der ikke alene er acceptabel for fagkolleger, men også for mennesker af forskellig trosretning, i særdeleshed medlemmerne af det pågældende samfund eller etniske eller religiøse gruppe. Det kan sommetider være nødvendigt at anvende menneskerester og andet følsomt materiale i forklarende udstillinger, men dette bør ske med takt og respekt for de følelser omkring menneskelig værdighed, som alle folkeslag besidder. 6.8. Privatsamlinger At et medlem af museumsprofessionen til sin personlige samling erhverver, samler og ejer genstande af samme type som et museum gør, behøver i og for sig ikke at være uetisk og kan betragtes som en værdifuld måde at udvikle sine faglige kundskaber og dømmekraft. Men der opstår en alvorlig fare, når museumsansatte til sig selv privat samler genstande svarende til dem, de selv og andre indsamler til deres museum. I særdeleshed bør intet medlem af museumsprofessionen konkurrere med deres institution, hverken om erhvervelse af genstande eller i nogen personlig indsamlingsaktivitet. Den største omhu må udvises for at sikre, at ingen interessekonflikt opstår. I visse lande og på mange enkeltmuseer er det ikke tilladt medlemmer af museumsprofessionen at have nogen form for privat samling, og sådanne regler skal respekteres. Men selv hvor sådanne restriktioner ikke findes, bør et medlem af museumsprofessionen, der ejer en privatsamling, ved ansættelsen levere en beskrivelse af denne til ledelsen sammen med en erklæring om den fulgte indsamlingspolitik, og en påfølgende aftale mellem museumsinspektøren og ledelsen om privatsamlingen må overholdes nøje (se endvidere § 8.4. i det følgende).
7. PERSONLIGT ANSVAR OVER FOR OFFENTLIGHEDEN 7.1. Opretholdelse af den professionelle standard I offentlighedens såvel som professionens interesse bør medlemmerne af museumsprofessionen respektere vedtagne normer og love, opretholde deres professions værdighed og ære og acceptere den justits, den har underlagt sig. De bør gøre hvad de kan for at beskytte offentligheden mod ulovlig eller uetisk professionel adfærd, og de bør benytte givne lejligheder til at oplyse og vejlede offentligheden om professionens mål og hensigt, således at der udvikles en bedre forståelse hos offentligheden for museernes og professionens mål og ansvar. 7.2. Forholdet til publikum Museumsprofessionens medlemmer bør stedse vise sig effektive og høflige over for publikum og i særdeleshed hurtigt besvare enhver skriftlig henvendelse og forespørgsel. Ved besvarelser af forespørgsler fra publikum og sagkyndige bør de dele ud af deres faglige viden på alle områder, dog på betingelse af, at kilden opgives. Undtaget fra denne regel er særtilfælde, hvor fortrolighed er påkrævet. Ligeledes bør de give seriøse forskere med gyldig adkomst dertil kontrolleret, men så vidt muligt fri adgang til alt materiale og dokumentation under deres ansvarsområde, selv når emnet er genstand for deres personlige forskning eller er omfattet af deres særlige interesse. 7.3. Fortrolighed Museumsprofessionens medlemmer skal beskytte alle fortrolige oplysninger om herkomsten af genstande, der ejes af eller lånes til museet, ligesom de ikke bør give oplysninger fra sig om sikringsforanstaltningerne på museet eller sikringen af privatsamlinger eller af noget sted, de besøger i tjenstligt ærinde. Der skal også være fortrolighed omkring enhver genstand, der indbringes til bestemmelse på museet, og oplysninger om en sådan genstand må ikke viderebringes til et andet museum, en handlende eller nogen anden uden ejerens udtrykkelige tilladelse (undtagen hvor loven påbyder underretning af politi eller anden myndighed til opklaring af forhold omkring tyveri og ulovlig erhvervelse eller overdragelse af ejendom). Der er en særlig pligt til at respektere fortrolige oplysninger givet i mundtlige beretninger eller indeholdt i personlige dokumenter. Forskere, der anvender optageapparatur såsom kameraer og båndoptagere eller en interview-metode, bør være særligt opmærksomme på at beskytte de modtagne informationer, og de undersøgte, fotograferede eller interviewede personer bør have ret til at forblive anonyme, hvis de ønsker det. Denne ret bør respekteres, når fast løfte herom er givet. Hvor der ikke foreligger en klar aftale om det modsatte, er det forskerens første pligt at sikre, at ingen oplysninger kommer ud, som kan skade informanten eller dennes folkegruppe. Mennesker, der er genstand for en undersøgelse, bør bibringes en forståelse af, hvad kameraer, båndoptagere og andre benyttede apparater kan, og det må stå dem frit at bifalde eller afslå, at de bringes i anvendelse.
8. PERSONLIGT ANSVAR OVER FOR KOLLEGER OG FAGET 8.1. Faglige forbindelser Museumsprofessionens medlemmer bør altid optræde høfligt over for hinanden, både i offentlig og privat sammenhæng. Meningsforskelle bør ikke komme til udtryk på en personlig måde. Uanset denne generelle regel har medlemmer af professionen ret til at opponere mod forslag eller fremgangsmåder, som kunne skade museet, museumsverdenen eller professionen. 8.2. Professionelt samarbejde Museumsprofessionens medlemmer bør, med tilbørlig angivelse af kilden, dele deres faglige viden og erfaring med deres kolleger eller med forskere og studerende, der arbejder inden for deres felt. De bør udvise påskønnelse af og respekt for dem, de skylder deres viden, og de bør uden tanke for personlig vinding fremlægge tekniske og erfaringsmæssige fremskridt, som andre kan drage nytte af. Uddannelse af personale til de specialaktiviteter, museumsarbejde omfatter, er af stor betydning for professionens udvikling, og alle bør om fornødent acceptere ansvaret for oplæring af deres kolleger. Museumsprofessionens medlemmer, der som led i tjenesten har yngre medarbejdere, praktikanter, studerende og assistenter under sig, som formelt er i gang med en professionel uddannelse, bør lade disse få del i deres erfaring og viden samt behandle dem med samme agtelse og respekt, som museumsprofessionens medlemmer normalt viser hinanden. I deres gerning knytter museumsprofessionens medlemmer arbejdsforbindelser med andre mennesker, både fagligt og på anden vis, i og uden for det museum, i hvilket de er ansat. De forventes i disse forhold at være høflige og loyale samt at yde deres professionelle bistand effektivt og af høj kvalitet. 8.3. Handel Intet medlem af museumsprofessionen bør medvirke ved nogen form for handel (køb eller salg med henblik på fortjeneste) med genstande af samme eller tilsvarende art som dem, deres museum indsamler. På samme måde skaber museumsansatte, hvilken grad af ansvar de end måtte have, alvorlige problemer ved handel med sådanne genstande, som andre museer samler på, selv om der ikke er risiko for direkte konflikt med deres eget museum. Noget sådant kan kun tillades, når ledelsen eller den ansvarlige er fuldt underrettet, har undersøgt sagen og givet sin udtrykkelige tilladelse med eller uden forbehold. Ifølge § 7.5 i ICOMs vedtægter kan personer og institutioner, som køber eller sælger kulturelle ejendele med henblik på fortjeneste, under ingen omstændigheder opnå medlemskab. 8.4. Andre potentielle interessekonflikter I almindelighed bør museumsprofessionens medlemmer afholde sig fra enhver handling eller aktivitet, som kan tolkes som en interessekonflikt. Med den viden, erfaring og de kontakter, de har, vil museumsansatte ofte få personlige tilbud om at yde råd og konsulenttjeneste, undervisning, artikler, optræden i medierne eller vurderinger. Selv hvor den nationale lovgivning og de personlige ansættelsesbetingelser tillader sådanne aktiviteter, kan de i kollegers, ansættelsesstedets og offentlighedens øje synes at skabe en interessekonflikt. I sådanne situationer må lovens og arbejdskontraktens ordlyd nøje følges, og dersom der er fare for eller mistanke om en konflikt, bør sagen øjeblikkeligt indbringes for rette overordnede eller museets ledelse, og der bør tages skridt til at afværge den mulige interessekonflikt. Selv når ansættelsesbetingelserne tillader enhver form for aktiviteter uden for museet, og der ikke synes at være risiko for interessekonflikt, må stor omhu anvendes for at sikre, at disse interesser på ingen måde forstyrrer varetagelsen af de tjenstlige pligter og det tjenstlige ansvar. 8.5. Ægthedsbekræftelse, vurdering og ulovligt materiale Museumsprofessionens medlemmer opfordres til at dele deres faglige viden og ekspertise både med professionens kolleger og med offentligheden (se § 7.2. i det foregående). Dog bør skriftlige ægthedsgarantier eller vurderinger (værdiansættelser) ikke gives, og udtalelser om pengeværdien af genstande bør kun gives på officielt forlangende fra et andet museum eller fra kompetente juridiske, statslige eller andre offentlige myndigheder. Museumsprofessionens medlemmer bør ikke bestemme eller udtale sig om ægtheden af genstande, når de har grund til at tro eller have mistanke om, at disse er ulovligt eller uhjemlet erhvervet, overdraget, indført eller udført. De bør erkende, at det er højst uetisk, hvis museerne eller museumsprofessionen direkte eller indirekte støtter den ulovlige handel med kultur eller naturgenstande (se § 3.2. i det foregående), og de må under ingen omstændigheder, hverken direkte eller indirekte, handle således, at det på nogen måde kunne blive anset som fordelagtigt ved en sådan ulovlig handel. Hvor der er grund til at tro eller mistænke, at der er tale om uhjemlet eller ulovlig overdragelse, indførsel eller udførsel, bør de rette myndigheder underrettes. 8.6. Uetisk adfærd Ethvert medlem af museumsprofessionen bør være fortrolig med både national og lokal lovgivning samt med ansættelsesvilkår angående korruption, og bør til stadighed undgå situationer, der på nogen måde, med rette eller urette, kunne tolkes som korrupt eller dadelværdig opførsel. I særdeleshed bør ingen museumsansat tage imod gaver, gæstfrihed eller nogen form for belønning fra en handlende, en auktionsholder eller andre, som et ukorrekt overtalelsesmiddel i forbindelse med køb eller afståelse af museumsgenstande. På samme måde bør den museumsansatte, for at undgå enhver mistanke om korruption, ikke anbefale nogen bestemt handlende, auktionsholder eller andre til et medlem af offentligheden, og ejheller bør man acceptere nogen form for "særpris" eller nedslag ved personlige køb hos nogen handlende, med hvem den ansatte eller det ansættende museum har forretningsforbindelse. Den foreliggende version er revideret december 1999 |
|
|
|
|